Imorgen..

Imorgen er det dagen, hvor jeg skal have min sidste kemo behandling. KÆMPE JUBII!! Jeg har set frem til den dag SÅ længe! Så selv om jeg ved at jeg derefter skal igennem 6,5 uges strålebehandling, et års herceptin behandling og 5 års anti-østrogen behandling, så er det vand. Unden at vide det, føler jeg at jeg nu vil gå væk fra de værste bivirkninger og at trætheden vil vende sig til energi. Det håber jeg ihvertfald.

Det er sindssygt at der er gået 6 måneder siden jeg fik konstateret brystkræft. Det og kemo stoppet, giver mig brug for at kigge tilbage..og jeg må indrømme det er med en klump i halsen. 

Jeg fik konstateret brystkræft den 21. Maj, imens min mor lå for døden. Hun døde den 22. Maj, i en morfinstorm, uden at vide jeg var syg. Gudsketakoglov!

...Jeg tror først det er ved at gå op for mig nu, at jeg er syg. Så hårdt slog min mors død mig ud. Min hjerne prioterede simpelthen hvad den havde lyst til, mine følelser overtog. Jeg fortrængte mig selv.

Som jeg sidder her, er jeg imponeret over hvor rationelt jeg har taklet forløbet so far. Eller også er jeg skræmt over hvor naiv og kæphøj jeg tager det.. Det svinger. Jeg har dog lært at vi mennesker har et imponerende fighter-gen, og vi kan klare mere end vi regner med! Og så er det svært for mig at sige nej til slik, cola og fritter:-) Jesus! De små kampe er åbenbart sværere for mig, end de store.

Jeg har lavet en foto-collage over månederne der er gået. Altså rent sygdomsmæssigt, der er også sket mange andre  mere sjove ting:-) Den kommer her:

Fra venstre imod højre, og ned :-)

1: mærket efter biopsi-nålen, jeg var på det tidspunkt overbevist om at det ikke var noget. At jeg havde en forstørret mælkekirtel efter amning.

2: min mors gravsten i efterårsfarver.

3:min operations-stol med navn. Det kører på samlebånd, så mange er vi. 6 på en stue, i store blå gummi-stole, der venter på at få fjernet halve og hele bryster. Syret at vågne et par timer efter samme stol og føle at jeg havde fået tæsk. Hvordan fanden har det fået mig frem og tilbage, jeg er jo tung? Det står stadig hen i uvished:-)

4: 2 min. før min mand Troels, på min opfordring, klipper mit hår af med en trimmer.

5: hår i vasken.

6: mig, nu som skal-håret:-) 

7: kemo behandling, anden gang. Stoffet er så stærkt, at der sidder en sygeplejerske ved siden af mig og sørger for jeg ikke rører mig, eller noget går galt. Hvis droppet ryger ud, vil kemoen ætse min hud. Tak for Info! Og at behandlingen koster over 10.000.- kr. Jeg har aldrig været bange for nåle, men efter 27 stik på 6 måneder, er jeg ved at være godt træt af nåle!

8: tis efter kemo :-)

9: meget træt mig og min elskede lille guldklump, Svend. Det er det hårdeste, at føle jeg ikke kan være den mor jeg gerne vil være. At være for træt. At ønske jeg kunne sætte ham på "hold".

Men han er også det der holder mig oppe, tvinger mig til at opretholde en nogenlunde normal hverdag. Han får mig til at grine, glemme og gør mig stærk!

Puha, sikke en omgang, håber ikke jeg skræmmer jer væk, med alt min sygdomssnak! Men sådan er det, det er min hverdag og pt. er det et fuldtidsarbejde. Blodprøver, medicin-alarmer, snotpapir, akupunktur, krop og kræft motion, psykolog, samtale-grupper, egen læge besøg og et hav af papirer der skal udfyldes, til kommunen og forsikringsselskabet. Jeg glæder mig bare så meget til at blive normal..

Skriver mere imorgen..

Ps. Det går af lort, med den sunde kost..så ved I det. Men det handler bare om tid, så hopper jeg op på hesten igen. I promise!

Kys K