At stoppe med kemoen, var virkelig en milepæl for mig. Det var stort og jeg havde glædet mig. Nu ville det hele vende. Nu ville energien komme tilbage. Nu ville jeg kunne gøre lige hvad jeg havde lyst til igen.
Men nej... Altså jeg fik det ikke bedre fra den ene dag til den anden. Jeg fik det værre. Det var som om at jeg nu gav kroppen fri, fri til at slappe nok af til at falde til ro, og den reagerede max! Jeg har simpelthen holdt den fast i en form for overdrive og mentalt kækhed. "Du er ikke syg. Du er ikke syg. Du er ikke syg. Lige om lidt er det ovre, så er kemoen slut og alt vender tilbage til normal".
Nej, det vender ikke tilbage til det gamle normale. Jeg bliver ikke den samme som før. Jeg vil nu for altid være lidt mere forsigtig, lidt mere nervøs. DET startede allerede da jeg fik brystkræften konstateret, og det vil følge mig resten af mit liv.
Det.Kan.Vende.Tilbage.
Det skal jeg leve med og være obs på resten af mit liv, men samtidig skal jeg prøve at glemme det. Glemme det, så jeg kan leve et liv, der ikke er farvet af frygt og bekymringer. Den er fandme tricky!
Og kan jeg gøre mere for at kræften ikke skal vende tilbage?
Hvad er det bedste for mig?
Hvad skal jeg egentlig gøre, hvis det vender tilbage?
Spørgsmål der kører rundt i mit hovedet. Spørgsmål som egentlig ikke er særlig gode for mig.
Spørgsmål som gør mig magtesløs. Og opgivende. Og deprimeret.
Der er det ikke mig der kører bussen.
Der hvor jeg til gengæld kan styre bussen, er på aftaler, projekter og planlægning. Jeg har i den forgange uge igen igen været inde i den cyklus hvor jeg IKKE mærker efter.
Fik sagt ja til at deltage i en begravelse, selvom mit sind skreg NEJ.
Fik skruet op for mine egne forventninger til en homemade jul, i et skinnende rent hjem. Is so NOT gonna happen! :-)
Fik slået mig selv i hovedet med en stor hammer, fordi jeg ikke fik min ide om en broderet nålepude som gave, ført ud i livet..
Osv osv osv.
Jeg er generelt hård ved mig selv på den måde.
Derfor tegnede min psykolog denne tegning til mig :-) Hun forklarede mig at her har vi en bus, den har nogle hjul, passager og en ruteplan, den skal holde. Og det er mig der styrer bussen. Der vil dagligt stå nogle mennesker/projekter/ideer udenfor ruten, og prøve på at få mig til at køre en omvej. Men nej, nej, jeg har en tids og ruteplan jeg skal holde, og det er MIG der styrer bussen!! Den tegning ligger nu i min pung og jeg bruger den dagligt i mit liv. Den skal forsøge at holde mine trang til at starte uoverskuelige projekter op, og lave aftaler, jeg ikke kan holde nede, så jeg måske kan pakke den store hammer jeg slår mig selv i hovedet med, lidt væk...
Nå, men på behandlingsfroten, har jeg nu fået 17 ud af 33 strålebehandlinger. Jeg har efterhånden vænnet mig til det og blunder faktisk tit lidt. Lidt ligesom i gamle dage, når jeg gik i solarie. Og omtrændt de samme bivirkninger;-) solskoldning og vævsskader. Hmm...don't do drugs, kids..eller solarie.
Og på fredag er det så sidste dag med krop&kræft... Det bliver helt sikkert rart med lidt mere Me-time, imens Svend er i vuggeren. Men samtidig også rigtig sørgmodigt at sige farvel til de andre. Og lidt uoverskueligt at skulle sparke sig selv afsted til motion. Uden en fysioterapeut og en sygeplejerske der holder en i hånden og forsikre om alt er ok.
I et center fuld af unge lækre individer, der kommer for at blive pæset og set.
Er glad for at jeg igennem krop&kræft har lært at mærke efter, og ikke presse min krop mere end den kan.
Det ville jeg have gjort før.
Og nu ved jeg, jeg kan tage 22,5 kg i brystpres og 120 kg i benpres. Og cykle i 20 min, uden at brække mig. Det er en start, med eller uden hår ;-)
Kys K
