En tur i maskinhallen..

Nå, men de dårlige blodtal hænger ved denne gang. Og feberen. Derfor går der lidt imellem indlæggene. Feber og feber. 37,8 er jo ingenting, når jeg er i normal form. Men uden immunforsvar, ved jeg, at hvis den er 38, må jeg ikke være med til træning. Og rammer den 38,5 skal jeg indlægges. Så det er decimaler og det er lidt stressende.

Udover det havde jeg fået ind i mit hoved jeg først skulle starte strålebehandling den 29, men det var sgu i dag. Hovsa!

 Jeg bliver så sur på mig selv, når jeg ikke har styr på aftalerne. Mest fordi det rammer mig selv så meget. Det kræver mentalt overskud og forberedning at gå ind til (især) nye aftaler omkring min behandling. Det gør en verden til forskel om jeg har en uge, eller en dag til at vende mig til tanken. Til at smage og føle på det. Til at fodre den gode ulv.

Heldigvis var det den sødeste sygeplejerske, der skulle sætte mig ind i tingene, og være min kontakt person. Vi svingede med det samme, hun var lyttende og spurgte ind til min søn. Point i bogen. Begyndte næsten selv, og kigge på uret, har du virkelig tid til det her? Det havde hun. Og det gav mig ro.

Vi gennemgik hvordan de vil stråle mig de næste 6,5 uge. På et fint tværsnit af min krop :-)

Det sorte er min lunger, det hvide, mine knogler. Og det lysegrå, mit hjerte. 

Hold da op, hvor har jeg iøvrigt ingen bryster, når jeg ligger på ryggen, hva? 

Det handler om at ramme brystet og lymferne. Og så lidt af lunger og hjerte så muligt. Så jeg vil blive strålet indenfor det blå felt. Fra tre forskellige vinkler. 

Mig, på vej ind. Der lugtede lidt af maskinhal derinde. Og det tog 15 min og komme til at ligge præcis ligesom sidst. Men det sagde de, kun var den første gang. Imorgen skulle det allerede gå meget hurtigere. Selve strålingen tog max 5 min. 

Imens jeg lå der, blev jeg lige pludselig i tvivl. Altså den stråle, ville jeg kunne se den? Kunne lige pludselig ikke huske det, så det krævede lidt hurtig accept af det værste skræksenarie! Så for mig, det her lyn, der om lidt ville ramme mig i brystet. 

Så slemt var det heldigvis ikke :-) 

Der var bare en svag lyd af elektricitet i luften. Jeg bilder mig også ind, jeg også kunne mærke det lidt i brystet. Men tror det er ren indbildning :-)

Så det var det, nu er første gang overstået. Jeg har fået min hylde, med min hospitalsskjorte i en blå plastikpose. Og en lyserød sticker, hvor der står Katrine. Jeg er en del af systemet. En i køen. 

Kys K