En tur i maskinhallen..

Nå, men de dårlige blodtal hænger ved denne gang. Og feberen. Derfor går der lidt imellem indlæggene. Feber og feber. 37,8 er jo ingenting, når jeg er i normal form. Men uden immunforsvar, ved jeg, at hvis den er 38, må jeg ikke være med til træning. Og rammer den 38,5 skal jeg indlægges. Så det er decimaler og det er lidt stressende.

Udover det havde jeg fået ind i mit hoved jeg først skulle starte strålebehandling den 29, men det var sgu i dag. Hovsa!

 Jeg bliver så sur på mig selv, når jeg ikke har styr på aftalerne. Mest fordi det rammer mig selv så meget. Det kræver mentalt overskud og forberedning at gå ind til (især) nye aftaler omkring min behandling. Det gør en verden til forskel om jeg har en uge, eller en dag til at vende mig til tanken. Til at smage og føle på det. Til at fodre den gode ulv.

Heldigvis var det den sødeste sygeplejerske, der skulle sætte mig ind i tingene, og være min kontakt person. Vi svingede med det samme, hun var lyttende og spurgte ind til min søn. Point i bogen. Begyndte næsten selv, og kigge på uret, har du virkelig tid til det her? Det havde hun. Og det gav mig ro.

Vi gennemgik hvordan de vil stråle mig de næste 6,5 uge. På et fint tværsnit af min krop :-)

Det sorte er min lunger, det hvide, mine knogler. Og det lysegrå, mit hjerte. 

Hold da op, hvor har jeg iøvrigt ingen bryster, når jeg ligger på ryggen, hva? 

Det handler om at ramme brystet og lymferne. Og så lidt af lunger og hjerte så muligt. Så jeg vil blive strålet indenfor det blå felt. Fra tre forskellige vinkler. 

Mig, på vej ind. Der lugtede lidt af maskinhal derinde. Og det tog 15 min og komme til at ligge præcis ligesom sidst. Men det sagde de, kun var den første gang. Imorgen skulle det allerede gå meget hurtigere. Selve strålingen tog max 5 min. 

Imens jeg lå der, blev jeg lige pludselig i tvivl. Altså den stråle, ville jeg kunne se den? Kunne lige pludselig ikke huske det, så det krævede lidt hurtig accept af det værste skræksenarie! Så for mig, det her lyn, der om lidt ville ramme mig i brystet. 

Så slemt var det heldigvis ikke :-) 

Der var bare en svag lyd af elektricitet i luften. Jeg bilder mig også ind, jeg også kunne mærke det lidt i brystet. Men tror det er ren indbildning :-)

Så det var det, nu er første gang overstået. Jeg har fået min hylde, med min hospitalsskjorte i en blå plastikpose. Og en lyserød sticker, hvor der står Katrine. Jeg er en del af systemet. En i køen. 

Kys K

Valgdag

Jeg nåede ikke at stemme. Øv! Røg på hospitalet med feber og røvdårlige blodtal istedet.. Så meget eftervirkningerne af seks gange kemo.

 Skæbnen ville det sådan, at det skulle være på den samme afdeling som min mor døde på for et halvt år siden. Og så var der kun plads på stue 27, som var præcis den stue hun døde på. Skæbne...spoky...

Men jeg fik heldigvis sagt fra, sagde at jeg gerne ville undersøges derinde, men ikke sove der...

Det var ok og se stuen igen, se at der ikke var noget specielt eller unaturligt ved den.

Pumpen, der dengang var tilkoblet min mors seng, så hun ikke fik liggesår, var væk, og med den Darth Vader lyden. Jeg  huskede rummet som stort, og koldt i farverne. Men det var egentlig ikke særligt stort og lå nu badet i et gult lys. Kunsten på væggene var den samme. Same, same, but different...

Valgdag. At tage valg. At vælge hvordan jeg skal tackle ting. Jeg har valgt at fodre den rare og rolige ulv, istedet for den, der er fuld af angst og vrede. Jeg har også valgt at jeg selv bestemmer hvornår jeg vil stå af tanketoget, eller skifte vogn, hvis der bliver for fyldt af bekymringer. Så i stedet for at tage rutsjebanen, prøver jeg at flatline så meget som muligt..det kræver øvelse og jeg ryger også nogengange ned i hullet, af bekymringer, vrede og selvmedlidenhed. 

   Men jeg har valget. Jeg styrer det selv. Egentlig. 

Jeg har arbejdet rigtig meget med at min mor døde, gået til psykolog og samtalegrupper. Det er jo ikke kun hendes død, men også min fars. Og det fact, at jeg jo så er den næste i rækken til at dø. Altså de står ikke i vejen mere, de gør mig ikke mere til barnet. Men til den voksne, der kan dø. Tungt! Jeg har skulle forholde mig til at historier vil gå tabt med dem, og at bånd imellem dem og min lille nye familie aldrig vil opstå. Det har jeg været ret sur over, synes det er mega unfair. Og så kan det godt være svært at flatline:-)

For mig har det hjulpet rigtig meget at skrive et brev til dem, skrive om hvad jeg føler og hvordan jeg har det..med dem. Det har givet mig en afslutning.

Nå, det blev lidt dybt og dystert... Igen eller ? Det var mine tanker fra den dag. Nu er det en ny dag. Jeg overlevede natten;-) Har ingen feber mere, er udskrevet og har lige puttet dejlige Svend herhjemme. Lige om lidt Chai the, stearinlys, mandariner og mørk chokolade..

Kys K

Min første tatovering..

Min målsætning med denne blog var egentlig at skrive et indlæg dagligt, og at det først og fremmest skulle være en blog om kost og kræft...men sådan spiller det ikke for mig, kan jeg mærke. Jeg kan ikke  lægge madopskrifter ud, når jeg pt. næsten kun lever af hospitalsmad, sushi og andet købemad, og måske en skive rugbrød en gang imellem. 

Og jeg kan heller ikke skrive hver dag, når jeg har de rigtig lange dage på hospitalet..

Så bloggen vil nok udvikle sig lidt sig lidt, hen af vejen, efter som hvor jeg nu er;-)

I går var en af de dage. En af dem hvor det at være syg er et fuldtidsarbejde, men også en af dem hvor jeg lærte noget nyt, prøvede noget nyt (af flere omgange) og endda blev positivt overrasket et par gange.

Jeg skal snart starte i strålebehandling og i den forbindelse, skulle jeg have scannet brystkassen. Nu er det sådan at man som kræftpatient får så mange informationer, at jeg har haft brug for at sorterer lidt i dem og lægge nogle til side, ellers bliver det simpelthen for meget! Så jeg havde altså ikke lige fanget at jeg skulle have tatoveret nogle (heldigvis) meget små prikker på mit bryst og ribben. Tror jeg troede de kunne fjernes igen med sæbe. Derfor var mit tilbagevendende dumme spørgsmål igår det samme igen og igen: "altså det er permanent?" Og efter at havde fået tre ja'er sank det ind.

De er nu slet ikke så slemme, jeg kan næsten ikke selv se om det er fregner eller tatovering:-)

Jeg har nok bare altid troet at hvis det endelig skulle være, ville jeg få min fars signatur på håndleddet, eller en kattepote, eller noget andet tilsvarende corny! Her på det sidste har jeg tænkt på at få tatoveret "Ha, Ha, jeg vandt!" hen over arret på mit bryst. Men det er jo selvfølgelig heller ikke så fedt, hvis kræften (syv-ni-tretten) skulle vende tilbage.

Nå, men efter en længere instruktion i og ligge ned, røg jeg i scanneren. Jeg skal ligge præcis på samme måde hver gang jeg skal have stråler, her fra den 25. Nov. hvor jeg starter på den behandling. Præcis samme måde i 6,5 uge, så det er med at ligge godt;-)

Efter den omgang, var jeg lige hjemme i en time, og så ud af døren igen..igen til hospitalet. 

Min blodprocent er efter de her seks omgange kemo, ved at være rigtig lav. Så lav at det er hårdt og gå og tale på en gang. Eller løfte en tung pose. Så efter min sidste kemo i onsdags, blev jeg enig med min sygeplejerske(i samråd med en læge) om at få et par poser blod. Har på ingen måde lyst til at dykke længere ned end jeg er nu, rent energi-mæssigt! Så med lidt overtalelse, gik det;-) 

Blod er jo en levende organisme, så man skal have den frisk fra fad:-) 

De henter kun en pose af gangen.

Det var en lidt mærkelig oplevelse, fordi jeg indtil i går, kun har fået sprøjtet tynde væsker ind i årene. Og blod er jo tykkere end vand, som man siger, og det kan mærkes. Og så er det koldere. Jeg havde det samme drop i hånden som jeg havde fået kemo i dagen før, for at spare tid og smerter. Men det kørte bare ikke rigtig, gjorde rigtig ondt og lige pludselig havde jeg en stor væskebule på hånden, det løb simpelthen ved siden af. Ad! Og selv tak for Info! Sorry!

Men efter et nyt drop og et nyt forsøg, kørte det. 

Mit råd til andre, der skulle komme i samme situation, stil spørgsmål og beskriv hvordan det føles for dig. Og vær aldrig bange for at sige fra, hvis du ikke er tryg ved den der stikker. 

Jeg havde lidt et drømmebillede af at når det sidste blod var løbet ind, ville jeg springe op af stolen med fornyet energi. Sådan var det nu ikke helt;-) men jeg har fået farve i kinderne igen..

Imen jeg sad og fik blod, kom der nogle søde ernæringssygeplejersker rundt med mellem-måltidssnacks til os pga. Ernæringens dag, som det var på hospitalet i går. Der var både noget til småtspisende, folk med kvalme og til sådan nogle som mig;-) 

Lidt har også ret..

Både igår og i dag har jeg været til"krop & kræft".

Krop & kræft er en del af behandlingstilbuddet til kræftramte i Århus. Det er svært at komme ind, da der desværre er mange om buddet. Så det er med at holde sig til ilden, og spørge igen og igen. Og gerne tidligt i forløbet. 

Nå, men nu er jeg kommet ind og det er fantastisk! Er helt vild med det:-) 

Det er et tilbud om træning 3 timer om dagen, 4 gange om ugen, under kyndig vejledning af en sygeplejerske og en fysioterapeut. Det er en blanding af styrketræning, højintensiv træning som spinning og afspænding og massage. Whats not to love? Glæder mig allerede til på mandag. 

Som en sygeplejerske sagde til mig i dag: "hvordan vil du helst vende tilbage på arbejde? Svag og usikker? Eller ved at sparke døren ind?" 

Ja ja, nu må vi se;-) men fedt er det! 

Kys K

TAK!!

For Sørensen,

TAK

Efter jeg delte bloggen på facebook igår, har det bare væltet ind med "synes-godt-om" tilkendegivelser. Det er så dejligt!! Var jo i forvejen høj på prednisolon og sidste kemo-hype i går, så kunne på ingen måder sove. Lå og spjættede og hoppede, og tjekkede ind på bloggen og facebook, hvert andet minut:-) Tak for det, en vild oplevelse!!

Og så var det jo sidste kemo-dag i dag. Fik Troels til at tage et billede til jer, med flag og det hele:

Det foregår sådan, at når man ankommer, er der altid lige lidt ventetid. Det kan man jo så udnytte til at spise morgenmad. Man spiser meget på en kræftafdeling:-) Som de siger, hellere tage par kilo på, end at tabe sig. Jeg har dog heldigvis formået at holde min i forvejen lidt for høje vægt intakt! Primært fordi jeg i starten af kemo forløbet, spiste sundt og kontrolleret. Men med en nu meget lav blodprocent, ryger der en del mere hurtigt energi ind, læs: Hvidt brød og sukker☺️

 Det er jo en udvikling jeg gerne vil ændre igen (snart), men det er svært lige nu. Måske de to poser blod jeg skal have i morgen, giver et start-boost:-)

Nå,men når jeg så rammer de blå stole, skal jeg først sidde med en varmepude godt rundt om armen i min. et kvarter. Det gør det nemmere at finde venerne. Og så bliver der ellers bare skiftet poser i et væk. Først saltvand, så herceptin, så saltvand, så kemo og så saltvand igen. Alt i alt, tager jeg omkring 2kg på i væske, før jeg går 3 timer senere. Tak for lort..

Men det er også hyggeligt, og mærkeligt nok lidt vemodigt, og sige farvel til kemostolen. Jeg har haft mange gode snakke med med-patienter i den stol. Og mødt et fantastisk udsnit af det danske sundhedsvæsen, i form af sygeplejersker, læger, studerende og frivillige. Jeg kan ikke sætte en finger på det. Jeg har igennem hele kemo forløbet følt mig tryg.

 Altså pånær en gang, hvor jeg lå i fosterstilling og tudede bag et gardin,  indtil jeg fik noget beroligende! Der lærte jeg på den hårde måde, at kombinationen af dårlig søvn og glemt tilkaldning af opbakkende pårørende, er en dårlig kombi for mig.

Så Farvel til den sidste pose kemo:

Og goddag til et nyt forløb, i form af de der 6,5 ugers strålebehandlinger. Starter hårdt ud i morgen, med scanning af brystkassen og planlægning af forløbet. Og så 2 timers krop og kræft. Afsluttet med 2 poser blod!

Nok om fysikken. Jeg har også været til møde i min elskede samtale gruppe på Hejmdal her i eftermiddags. Som kræftpatient er det befriende at mødes med ligesindede og dele sorger og glæder. Når jeg går fra de møder, er jeg altid helt let, svævende. Låget er lettet, presset er af. Dejligt! Jeg vil til alle tider anbefale det som et must-do supplement til den fysiske behandling.

Bagefter går jeg fra Trøjborg ned igennem Århus og tager bussen fra Klostertorv eller Magasin. Jeg er inkarneret Århusianer:-) Elsker min lille by, der tror den er stor. Elsker cafeerne, brostenene, spritterne ved Frelsens hær, de 50.000 studerende og alle minderne fra hele mit liv, der ligger printet ind i fortovene. Her kan jeg gå alene, og skjule mig under min hue og ingen kan se jeg er syg.

Kys K

Imorgen..

Imorgen er det dagen, hvor jeg skal have min sidste kemo behandling. KÆMPE JUBII!! Jeg har set frem til den dag SÅ længe! Så selv om jeg ved at jeg derefter skal igennem 6,5 uges strålebehandling, et års herceptin behandling og 5 års anti-østrogen behandling, så er det vand. Unden at vide det, føler jeg at jeg nu vil gå væk fra de værste bivirkninger og at trætheden vil vende sig til energi. Det håber jeg ihvertfald.

Det er sindssygt at der er gået 6 måneder siden jeg fik konstateret brystkræft. Det og kemo stoppet, giver mig brug for at kigge tilbage..og jeg må indrømme det er med en klump i halsen. 

Jeg fik konstateret brystkræft den 21. Maj, imens min mor lå for døden. Hun døde den 22. Maj, i en morfinstorm, uden at vide jeg var syg. Gudsketakoglov!

...Jeg tror først det er ved at gå op for mig nu, at jeg er syg. Så hårdt slog min mors død mig ud. Min hjerne prioterede simpelthen hvad den havde lyst til, mine følelser overtog. Jeg fortrængte mig selv.

Som jeg sidder her, er jeg imponeret over hvor rationelt jeg har taklet forløbet so far. Eller også er jeg skræmt over hvor naiv og kæphøj jeg tager det.. Det svinger. Jeg har dog lært at vi mennesker har et imponerende fighter-gen, og vi kan klare mere end vi regner med! Og så er det svært for mig at sige nej til slik, cola og fritter:-) Jesus! De små kampe er åbenbart sværere for mig, end de store.

Jeg har lavet en foto-collage over månederne der er gået. Altså rent sygdomsmæssigt, der er også sket mange andre  mere sjove ting:-) Den kommer her:

Fra venstre imod højre, og ned :-)

1: mærket efter biopsi-nålen, jeg var på det tidspunkt overbevist om at det ikke var noget. At jeg havde en forstørret mælkekirtel efter amning.

2: min mors gravsten i efterårsfarver.

3:min operations-stol med navn. Det kører på samlebånd, så mange er vi. 6 på en stue, i store blå gummi-stole, der venter på at få fjernet halve og hele bryster. Syret at vågne et par timer efter samme stol og føle at jeg havde fået tæsk. Hvordan fanden har det fået mig frem og tilbage, jeg er jo tung? Det står stadig hen i uvished:-)

4: 2 min. før min mand Troels, på min opfordring, klipper mit hår af med en trimmer.

5: hår i vasken.

6: mig, nu som skal-håret:-) 

7: kemo behandling, anden gang. Stoffet er så stærkt, at der sidder en sygeplejerske ved siden af mig og sørger for jeg ikke rører mig, eller noget går galt. Hvis droppet ryger ud, vil kemoen ætse min hud. Tak for Info! Og at behandlingen koster over 10.000.- kr. Jeg har aldrig været bange for nåle, men efter 27 stik på 6 måneder, er jeg ved at være godt træt af nåle!

8: tis efter kemo :-)

9: meget træt mig og min elskede lille guldklump, Svend. Det er det hårdeste, at føle jeg ikke kan være den mor jeg gerne vil være. At være for træt. At ønske jeg kunne sætte ham på "hold".

Men han er også det der holder mig oppe, tvinger mig til at opretholde en nogenlunde normal hverdag. Han får mig til at grine, glemme og gør mig stærk!

Puha, sikke en omgang, håber ikke jeg skræmmer jer væk, med alt min sygdomssnak! Men sådan er det, det er min hverdag og pt. er det et fuldtidsarbejde. Blodprøver, medicin-alarmer, snotpapir, akupunktur, krop og kræft motion, psykolog, samtale-grupper, egen læge besøg og et hav af papirer der skal udfyldes, til kommunen og forsikringsselskabet. Jeg glæder mig bare så meget til at blive normal..

Skriver mere imorgen..

Ps. Det går af lort, med den sunde kost..så ved I det. Men det handler bare om tid, så hopper jeg op på hesten igen. I promise!

Kys K