Sidevisninger i alt

fredag den 15. november 2013

Min første tatovering..

Min målsætning med denne blog var egentlig at skrive et indlæg dagligt, og at det først og fremmest skulle være en blog om kost og kræft...men sådan spiller det ikke for mig, kan jeg mærke. Jeg kan ikke  lægge madopskrifter ud, når jeg pt. næsten kun lever af hospitalsmad, sushi og andet købemad, og måske en skive rugbrød en gang imellem. 
Og jeg kan heller ikke skrive hver dag, når jeg har de rigtig lange dage på hospitalet..
Så bloggen vil nok udvikle sig lidt sig lidt, hen af vejen, efter som hvor jeg nu er;-)

I går var en af de dage. En af dem hvor det at være syg er et fuldtidsarbejde, men også en af dem hvor jeg lærte noget nyt, prøvede noget nyt (af flere omgange) og endda blev positivt overrasket et par gange.

Jeg skal snart starte i strålebehandling og i den forbindelse, skulle jeg have scannet brystkassen. Nu er det sådan at man som kræftpatient får så mange informationer, at jeg har haft brug for at sorterer lidt i dem og lægge nogle til side, ellers bliver det simpelthen for meget! Så jeg havde altså ikke lige fanget at jeg skulle have tatoveret nogle (heldigvis) meget små prikker på mit bryst og ribben. Tror jeg troede de kunne fjernes igen med sæbe. Derfor var mit tilbagevendende dumme spørgsmål igår det samme igen og igen: "altså det er permanent?" Og efter at havde fået tre ja'er sank det ind.

De er nu slet ikke så slemme, jeg kan næsten ikke selv se om det er fregner eller tatovering:-)


Jeg har nok bare altid troet at hvis det endelig skulle være, ville jeg få min fars signatur på håndleddet, eller en kattepote, eller noget andet tilsvarende corny! Her på det sidste har jeg tænkt på at få tatoveret "Ha, Ha, jeg vandt!" hen over arret på mit bryst. Men det er jo selvfølgelig heller ikke så fedt, hvis kræften (syv-ni-tretten) skulle vende tilbage.

Nå, men efter en længere instruktion i og ligge ned, røg jeg i scanneren. Jeg skal ligge præcis på samme måde hver gang jeg skal have stråler, her fra den 25. Nov. hvor jeg starter på den behandling. Præcis samme måde i 6,5 uge, så det er med at ligge godt;-)

Efter den omgang, var jeg lige hjemme i en time, og så ud af døren igen..igen til hospitalet. 
Min blodprocent er efter de her seks omgange kemo, ved at være rigtig lav. Så lav at det er hårdt og gå og tale på en gang. Eller løfte en tung pose. Så efter min sidste kemo i onsdags, blev jeg enig med min sygeplejerske(i samråd med en læge) om at få et par poser blod. Har på ingen måde lyst til at dykke længere ned end jeg er nu, rent energi-mæssigt! Så med lidt overtalelse, gik det;-) 

Blod er jo en levende organisme, så man skal have den frisk fra fad:-) 
De henter kun en pose af gangen.
Det var en lidt mærkelig oplevelse, fordi jeg indtil i går, kun har fået sprøjtet tynde væsker ind i årene. Og blod er jo tykkere end vand, som man siger, og det kan mærkes. Og så er det koldere. Jeg havde det samme drop i hånden som jeg havde fået kemo i dagen før, for at spare tid og smerter. Men det kørte bare ikke rigtig, gjorde rigtig ondt og lige pludselig havde jeg en stor væskebule på hånden, det løb simpelthen ved siden af. Ad! Og selv tak for Info! Sorry!
Men efter et nyt drop og et nyt forsøg, kørte det. 
Mit råd til andre, der skulle komme i samme situation, stil spørgsmål og beskriv hvordan det føles for dig. Og vær aldrig bange for at sige fra, hvis du ikke er tryg ved den der stikker. 


Jeg havde lidt et drømmebillede af at når det sidste blod var løbet ind, ville jeg springe op af stolen med fornyet energi. Sådan var det nu ikke helt;-) men jeg har fået farve i kinderne igen..

Imen jeg sad og fik blod, kom der nogle søde ernæringssygeplejersker rundt med mellem-måltidssnacks til os pga. Ernæringens dag, som det var på hospitalet i går. Der var både noget til småtspisende, folk med kvalme og til sådan nogle som mig;-) 



Lidt har også ret..


Både igår og i dag har jeg været til"krop & kræft".


Krop & kræft er en del af behandlingstilbuddet til kræftramte i Århus. Det er svært at komme ind, da der desværre er mange om buddet. Så det er med at holde sig til ilden, og spørge igen og igen. Og gerne tidligt i forløbet. 
Nå, men nu er jeg kommet ind og det er fantastisk! Er helt vild med det:-) 
Det er et tilbud om træning 3 timer om dagen, 4 gange om ugen, under kyndig vejledning af en sygeplejerske og en fysioterapeut. Det er en blanding af styrketræning, højintensiv træning som spinning og afspænding og massage. Whats not to love? Glæder mig allerede til på mandag. 

Som en sygeplejerske sagde til mig i dag: "hvordan vil du helst vende tilbage på arbejde? Svag og usikker? Eller ved at sparke døren ind?" 

Ja ja, nu må vi se;-) men fedt er det! 

Kys K








Ingen kommentarer:

Send en kommentar