Skæbnen ville det sådan, at det skulle være på den samme afdeling som min mor døde på for et halvt år siden. Og så var der kun plads på stue 27, som var præcis den stue hun døde på. Skæbne...spoky...
Men jeg fik heldigvis sagt fra, sagde at jeg gerne ville undersøges derinde, men ikke sove der...
Det var ok og se stuen igen, se at der ikke var noget specielt eller unaturligt ved den.
Pumpen, der dengang var tilkoblet min mors seng, så hun ikke fik liggesår, var væk, og med den Darth Vader lyden. Jeg huskede rummet som stort, og koldt i farverne. Men det var egentlig ikke særligt stort og lå nu badet i et gult lys. Kunsten på væggene var den samme. Same, same, but different...
Valgdag. At tage valg. At vælge hvordan jeg skal tackle ting. Jeg har valgt at fodre den rare og rolige ulv, istedet for den, der er fuld af angst og vrede. Jeg har også valgt at jeg selv bestemmer hvornår jeg vil stå af tanketoget, eller skifte vogn, hvis der bliver for fyldt af bekymringer. Så i stedet for at tage rutsjebanen, prøver jeg at flatline så meget som muligt..det kræver øvelse og jeg ryger også nogengange ned i hullet, af bekymringer, vrede og selvmedlidenhed.
Men jeg har valget. Jeg styrer det selv. Egentlig.
Jeg har arbejdet rigtig meget med at min mor døde, gået til psykolog og samtalegrupper. Det er jo ikke kun hendes død, men også min fars. Og det fact, at jeg jo så er den næste i rækken til at dø. Altså de står ikke i vejen mere, de gør mig ikke mere til barnet. Men til den voksne, der kan dø. Tungt! Jeg har skulle forholde mig til at historier vil gå tabt med dem, og at bånd imellem dem og min lille nye familie aldrig vil opstå. Det har jeg været ret sur over, synes det er mega unfair. Og så kan det godt være svært at flatline:-)
For mig har det hjulpet rigtig meget at skrive et brev til dem, skrive om hvad jeg føler og hvordan jeg har det..med dem. Det har givet mig en afslutning.
Kys K
Ingen kommentarer:
Send en kommentar