Op til selve dagen havde jeg faktisk ikke tænkt så meget over det. Der er jo ikke noget at være bange for, jeg er jo stadig i behandling, og det ville være meget mærkeligt hvis jeg fik et tilbagefald imens jeg får forebyggende medicin. Så skulle det godt nok være en mean motherf..... af en kræftform. Det sagde min fornuft mig ihvertfald.
Mine følelser sagde noget helt andet, især aftenen før. Og jeg tog hurtig en beslutning om det nok ikke var så smart at skulle gøre det alene. Heldigvis har jeg en sød tante, som er hjemmevant i hospitalsmiljøet, og som er rolig og lyttende, og det er vigtig. Det er vigtigt at have eń med, eń at vende det med bagefter, eń der var der. Og eń der rent faktisk lyttede til hvad der blev sagt. Istedet for mig, der var ude i en indre slåskamp imellem fornuft og følelse. Frygt, angst og bekymringer røg lige pludselig op til overfladen. Igen.
Jeg havde også lidt glemt hvordan en mammografi foregår, og at der altså er en pinefuld ventetid, hvor man sidder i hospitalsskjorte, imens de tjekkede billederne. Det er der, det er godt at have en med, en der kan snakke om noget andet, når blikket flakker og kroppen bliver rastløs.
Og så gør det altså også lidt ondt og få klemt brystet (og brystmusklen) flad i sådan en maskine. Man står i en rimelig akavaet stilling, imens det står på. Og bider smerten i sig. Eller det vil sige jeg har da prøvet at både næse og øjne løb i vand pga. af smerte..brystet er faktisk et ret følsomt sted.
Når så det er overstået, kommer der en læge ind med svaret/lægens vurdering af billederne. Han/hun laver en klinisk undersøgelse af brysterne (altså mærker på dem) og til sidst bliver man så scannet med en ultralydsscanner, dem man også bruger ved graviditet. Så der bliver virkelig tjekket godt, hvilket er rigtig rigtig godt!!
I mit tilfælde så det heldigvis rigtig fint ud, kræften er IKKE kommet tilbage!! Jubii!!
Så jeg skulle have lyttet til min fornuft. Det gjorde jeg sådan set også, men følelserne, de voldsomme, lå bare hele tiden og ulmede lige under...
Hejmdal, kræftpatienternes hus, Århus:
Jeg mødes engang imellem med to grupper mennesker. Den ene er en gruppe har jeg gået til motion med under mit kemoforløb, og den anden er en samtalegruppe for kvinder med brystkræft.
Det med at mødes, er både godt og skidt. Godt fordi disse mennesker forstår mine tanker om kræft bedre end nogen andre. Vi har en fortroelighed, et bånd og en loyalitet overfor hinanden, fordi vi tog kampen sammen, og stadig kæmper sammen. Og ja, vi kan bruge timer på at snakke bivirkninger :-)
Det hårde ved det, er så når der er nogen, der får et tilbagefald, en spredning, en ny kræftform. En ny tidsfrist. DET er hårdt!! Hårdt fordi vi spejler os i hinanden, og sammenligner. Hårdt fordi vi bliver mindet om det kan ske for os selv.
For mig har det så betydet en ekstra tur på hospitalet, for lige at få slået fast med syvtommer søm at kræften ikke har spredt sig.
Det er heldigvis meget normalt. Fik jeg at vide;-) Hellere komme og blive tjekke en gang for meget, end for lidt.
Men de historier, om de folk jeg kender, blev meget livagtige, da jeg sad og ventede på mit mammografi svar. Jeg sagde mentalt farvel til min nyvundne titel som rask. Og begyndte at planlægge hvordan mit næste sygdomsforløb skulle være, hvad jeg selv kunne gøre, når jeg nu forståeligt nok blev fyret pga. endnu et kræftforløb, og hvordan jeg skulle forklare Troels og drengene at det desværre var vendt tilbage..Røv-ubehagelig følelse!
For jeg synes egentlig jeg (med stor stor hjælp fra min mand) har klaret dette forløb godt. Men at skulle gøre det hele igen, skræmmer mig ærligt talt. Vil jeg kunne holde modet oppe og bevare det positive sind? En gang til? Vil jeg kunne klare en til gang igennem kemo-møllen? Hvad med Svend, vil han forstå mere,og blive mærket på sjælen, når han nu er dét større? Kan Troels holde til en omgang mere?
Ja, der er mange tanker. Mange mennesker involveret. I mine bekymringer. Og skræksenarier.
Så jeg håber virkelig ikke det skal være sådan hver år. Til hver mammografi resten af mit liv. Jeg håber på, det går over, at det på en eller anden måde, bliver mere naturligt, men jeg tvivler desværre..
Så det leder os tilbage til de der bekymringer.. Dem kan jeg ikke bruge til noget. Slet ikke nu. Nu er det overstået for dette år, og der er lang tid til den 4. Maj 2015 kl.11.45.(Jep, har fået den næste indkaldelse) Så nu prøver jeg (igen) at pakke bekymringerne ned i kufferten og leve videre, helst som om intet var hændt;-) For de hjælper ikke en skid, seriøst...
Kys K
