Arbejd arbejd...

Jeg har nu været tilbage på arbejde i 14 dage. Altså det vil sige jeg har været ugens gæst, men en arbejdsuge på 12 timer fordelt over tre dage...

Jeg er flov, skammer mig over at indrømme, at det bare er så hårdt! At jeg er smadret psykisk og fysisk, når jeg har været der 4 timer. Mit hoved snurrer og jeg har brug for en lur. Det at skulle hente Svend bagefter, er nærmest uoverskueligt. Det er så hårdt at skulle erkende at jeg stadig ikke er helt rask. At jeg stadig er sindssygt træt. 

Jeg går i seng kl.20.00 senest, ligeså snart Svend sover, med en bukkende, skrabede, undskyldende mine over for resten af familien. Det er jo helt skidt..både for parforholdet og for voksenlivet. Ingen kreative projekter, ingen tv-serier og ingen børnefri-hed.. Ingen voksensnak og holden i hånd. 

Det er også svært at skulle accepterer min nye rolle på jobbet. 2 år væk, grundet barsel og mit brystkræftforløb, selvfølgelig er der sket noget. Der er sket meget! Kommet mange nye mennesker til. Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med. Selv den måde vi smider skrald ud på, har ændret sig.Så nu skal jeg accepterer at jeg er på niveau med en skolepraktikant, at jeg skal lære alt fra bunden igen. 

Det gør ondt i hjertet, når sidemanden bliver spurgt om hun vil udfører, en af mine gamle arbejdsopgaver. Jeg bliver jaloux og ked af det. 

Jeg savner mit ansvar, min lederrolle, min tryghed i at mine viden var stor nok. 

For jeg vil jo bare SÅ gerne!! Men min krop og mit hoved forråder mig.. 

Det kommer til at tage tid og bygge op igen. Eller...Måske jeg aldrig får min gamle rolle igen? Måske jeg skal finde en ny?

Jeg kan jo desværre ikke gøre andet, end at lade tiden gå. Dette her kan jeg ikke forcere. Jeg bliver ikke hurtigere klar, af at stresse. Af at skrue forventningerne op. For det er MINE forventninger, der er problemet, ikke min chefs, mine kollegaer, eller det firma, jeg arbejder for. Tror egentlig ikke der er andre end mig selv der har forventninger. Måske kun til at jeg er rask og glad:-)

Jeg må simpelthen have tillid til at jeg bliver helt klar på et tidspunkt, at jeg vil kunne klare 37 timer igen. Lige nu føles det som en uoverkommelig opgave. 

Det føles også som en uoverkommelig opgave og klare mig igennem dagen, uden 12 timers søvn...

Zzzzz Zzzz

 

Kys K