Og ligge i ske med en 40,9 grader varm bøf syv dage i streg, var lige ved at knække mig. Altså ja ja, stakkels barn!! Men hallo, stakkels mor!!
Jeg havde ham med på toilettet, når jeg skulle tisse. Jeg smurte mad med skrigende 13 kilo på den ene arm. Og jeg droppede bade, rent tøj og almen hygiejne. Sad i underhylere, med Svend hængende (i ble) om min hals. Jordbær-is, det var det eneste han ville have. Og nå ja, økologisk oksespegepølse?!? Hver sin smag i febermad.
Jeg har også selv tendens til at få rigtig høj feber, også her som voksen. 40 i feber og en hest der kigger ind af vinduet, på anden sal og griner. Altså det gør den jo ikke i virkeligheden, men i min febervilelse gør den. Spooky!
Barnet.
Nå, men det er ved at være et par uger siden. Utrolig hvor hurtigt jeg glemmer hvor hårdt det var.
Efter 5 dage i sengen eller sofaen, hvor Svend ikke havde fået mere end en time af gangen i søvn. Hvor han skreg ihvertfald hver time. Tog jeg drastiske metoder i brug :-)
Jeg gik med ham i barnevogn i tre timer, til han var helt væk, og han sov dæleme yderligere 2 timer da vi kom hjem. Det var det der skulle til. Herefter vendte det, og han begyndte at få det bedre. Thank God!!!
Ellers har jeg det godt. Træner hver dag. Prøver at forberede mig til at skulle starte på arbejde. Jeg vil så gerne være stærk og fit for fight, tage det i stiv arm når jeg kommer tilbage. Men jeg er godt nok stadig træt, ikke sove-lur-hver-dag-træt, men i seng før 22 hver dag. Også nogle gange kl. 21...Eller 20.30.. Det er da helt skidt. Har opgivet at følge med i nogle former for tv-serier, for kan kun holde mig vågen i de første ti minutter alligevel ;-)
Men det er heldigvis en anden form for træt end kemo-træt, det er jeg har brugt-min-krop-idag-træt, og det er SÅ fedt. Det skal jeg huske at være taknemlig for. Tak krop, fordi du bar mig igennem kemoen, og nu accepterer at jeg mishandler dig med spinning, step og bodycombat dagligt:-) Tak fordi der vokser fine stærke negle frem, der hvor nogle røg af. Tak for øjenbryn der vokser frem, og hår der bliver tæt og tykt igen.
Det er gråt, men det gør ikke noget. Det vil for altid minde mig om en kamp jeg vandt.
Kys K
Ingen kommentarer:
Send en kommentar