Foto: Al Brian
Hej, mit navn er Katrine, og
jeg vil gerne starte med at sige at jeg er ret nervøs, så ved I det, hvis I
undrer jer over mine ben ryster, eller min stemme skælver.
Grunden til jeg står her i
dag, er at jeg i maj måned sidste år fik konstateret brystkræft, og desværre
mistede min mor dagen efter..
Jeg var også næsten selv lige
blevet mor, og skulle til at vende tilbage på arbejde efter et års barsel. Men
sådan skulle det jo så ikke gå..
Jeg havde aldrig troet at jeg
ville komme til at stå på en scene og tale om kræft. Det ville jeg simpelthen
ikke havde turdet for et par år siden. Men det er jo det med kræft, at når man
har hørt ordene :”Du har kræft!” ændre det livets spilleregler en del. Det
gjorde det i hvert fald for mig, og det vil jeg gerne dele med jer.
Jeg har altid vidst at jeg var
meget disponibel for kræft. Kræft har alle dage løbet som en ond slange igennem
min familiehistorie.
Mine oldeforældre døde af
kræft,
eller som man kaldte det
dengang, tæring.
Min mormor døde af kræft i underlivet.
Min far af leukæmi, da jeg
var 24 år gammel.
Og min mor af en stor tumor i
maven, dagen efter jeg selv havde fået konstateret brystkræft som 35 årig.
Det var den 22. Maj sidste år.
Så jeg har altid vist det.
Som teenager brugte jeg det sågar som en tragi-komisk joke til fester, at det
kun handlede om tid, før jeg døde af kræft. Det plejede at give en masse
opmærksom. Og det var jo det, det handlede om dengang.
Det var dengang jeg stadig troede jeg var
udødelig, selvom jeg sagde det modsatte.
Og dengang jeg ikke konstant
skulle koncentrerer mig om IKKE at bekymrer mig hele tiden. For det har kræften
gjort, den har gjort at der altid er en lille del af mig, der er bekymret.
Så da jeg stod der i badet,
for lidt over et år siden, sæbede mig ind og mine fingre lige pludselig mærkede
en knude på størrelse med en pinocchio-kugle i mit højre bryst, var det lidt en
følelse, jeg havde ventet på. Lidt sådan, nu sker det, nu har jeg fået kræft.
Men samtidig blandede min
følelse af udødelighed sig. Ej, det kan da ikke passe, det må være en
mælkekirtel, der er hævet, efter jeg har ammet, eller fordi jeg har trænet lidt
mere på sidste. Det må være det.
Så der gik 14 dage før jeg
gik til lægen. 14 dage hvor jeg mærkede på knuden hver dag, og håbede på den
var forsvundet. Men det gjorde den ikke.
Så jeg gik til lægen, og hun satte den store
kræft-pakke i gang, som den jo så betryggende hedder…
I mellemtiden lå min mor for
døden, på onkologisk afdeling, her i Århus. Jeg sad ved hendes side og så
tumoren i hendes mave, suge resten af hendes livsgnist til sig. Hun døde i en
morfinstorm, heldigvis uden at vide jeg havde fået konstateret brystkræft. Og
jeg blev så opereret fem dage efter..
samtidig fik jeg pludseligt
travlt, med begravelse, rydning af min mors lejlighed. Vi skulle selv flytte og
min søn skulle starte i vuggestue. Jeg koncentrerede mig om alt det, og glemte
næsten at jeg kun lige var begyndt på mit behandlingsforløb.
Men frygten for især, kemoen,
lå og lurede lige under overfladen. Selvom jeg havde set både min mor og far
har få kemo behandlinger, var det kun i pilleform, og de tabte aldrig håret
eller blev, hvad jeg vil betegne som meget kemosyge.
Så jeg var bange, rigtig
bange. Og jeg var også sur. Sur over at det skulle ske for mig. Sur på min mor
og far, for deres gener og fordi de ikke var her mere til at hjælpe mig igennem
det. Jeg savnede dem og forbandende at
det skulle ramme mig…
Jeg havde et meget filmisk
billede af at få kemobehandling, det var sådan noget med at brække sig i en
spand og tabe sig..
og gå med tørklæde og spise
naturmedicin.
Men sådan var det jo slet
ikke i virkeligheden, i hvert fald ikke for mig, jeg tog på, spiste som hest,
og følte mig faktisk sulten hele tiden.
Og så følte jeg mig gammel, og træt og slidt. Og tissede rødt. I hvert fald de
første par gange.
Jeg magtede ikke særligt meget og skulle hele
tiden holde pause. Jeg kunne ikke bære to indkøbsposer hjem fra fakta. Kunne
ikke løfte min søn, svend, og give ham en ordentlig svingtur. Kunne ikke gå i
mere end 10 min af gangen, uden at blive forpustet. Jeg hostede, snottede og
fik eksem, sår i munden og irretererde slimhinder. Og jeg fandt ud af hvorfor
det er godt at have øjenbryn og vipper.
Min krop forrådede mig,
samtidig med at mit sind ville mere, end nogensinde før.
For jo mere jeg ikke kunne,
jo mere ville jeg. Jeg ville løbe, hoppe og danse. jeg ville skrive, male,
tegne og sy. Og det vil jeg stadig, så lidt positivt, er der også kommet ud af
forløbet.
Men dengang lige før jeg gik
i gang med kemo behandlingerne, var alt kaos og forvirring. Så min mand og jeg
blev nødt til at holde et krisemøde, hvor
der blev kun aftalt en ting.
Og det var at tage en dag af gangen. Det slogan kom til at hjælpe mig igennem hele
mit sygdomsforløb.
At tage en dag af gangen.
Nogle gange kun en time.
Til tider kun et minut, som da jeg fik
neulasta, og det gjorde så ondt i knoglerne, at jeg blev nødt til at bevæge mig
hele tiden, for at fjerne fokus fra smerten.
Eller da jeg sad til min mands bedstemors 80 år fødselsdag med tre retter mad, og det eneste jeg kunne smage i
min mund, var jern.
Eller da jeg vågnede om
morgen, og jeg manglede mit ene øjenbryn, og det lå så fint der på puden og
kiggede på mig..
Eller når jeg skulle stikkes
for tredje gang, fordi jeg åbenbart har rulle-vener, og venerne valgte at blive
hårde og lege gemmeleg.
Eller da jeg var kommet alene
afsted til behandling, og havde sovet dårligt om natten, og verden brød sammen for
mig, og jeg bare græd og græd, til de gav mig noget beroligende.. Eller da jeg
blev indlagt med feber og dirre, og der kun var plads på den stue, hvor min mor
var død, et halvt år tidligere..
Ja, der var mange hårde dage,
under kemoforløbet. Mange frygtsomme tanker og mange angste følelser, der
skulle holdes for døren.
Men der var også gode dage,
endda nogle gange med små mirakler. Som da jeg fik at vide at jeg ikke var
bærer af braca genet. Hvilket jeg med min familiehistorie, troede jeg var
selvskrevet til.
Eller da det gik op for mig
at min søn ikke kommer til at kunne huske mig som syg, fordi han simpelthen er
for lille..
Eller da jeg tog mine
veninder med i tivoli, for nogle af forsikringspengene, og jeg for engang skyld
turde at prøve noget. Fordi det var lige pludselig ikke så skræmmende at sætte
sig op i en rutsjebane, når man har havde hørt ordene: du har kræft..
Ja, så jeg synes selv jeg er
kommet nogenlunde igennem. Dermed ikke ment at jeg er klar på at tage turen
igen. Men den risiko ligger der jo desværre altid. Så jeg arbejder meget med
min frygt for at få kræft igen, og med at ignorerer den, så jeg kan nyde
livet..
Så ja, det er skræmmende og
være færdigbehandlet.
At være rask.
Når jeg nu har været vant til at blive spurgt
næsten dagligt af en sygeplejerske, hvordan jeg havde det. Det føles lidt som om
sikkerhedsnettet er forsvundet, nu hvor mit fuldtidsjob som patient er
overstået.
Jeg er så taknemmelig for at
min mand, og vores børn, kunne holde mig
og hele sygdomssenariet ud, især igennem kemo perioden. Glad for, ikke alle,
mine veninder blev skræmt væk. Og glad for fremmede kemo søstre og brødres
hjælp, snakke og forståelse. Glad for
jeg lærte og trække kræftkortet, når jeg ikke magtede mere. Og for at jeg fik
hjælp, selv når jeg ikke turde at spørge om det.
Kræft har lært mig mange
ting, den har lært mig at jeg skal passe på min krop, og at jeg selv kan gøre
meget for at holde den fra døren.
Men også at jeg skal nyde
livet, og aldrig lade en chance gå forbi min næse.
Det er aldrig for sent at
prøve noget nyt.
Og jeg kommer længst med et
positivt og åbent sind.
Jeg tror noget af det der
overraskede mig allermest i mit kræft og behandlingsforløb, er hvor mange det
rammer. Brystkræft rammer en ud af ni kvinder. Det var for mig ret konfust,
indtil det ramte mig selv og jeg så det med mine egne øjne.
Så kvinder sidde i kø i store
blå operations-stole og vente på at få afmonteret halve eller hele bryster.
Mærkede hvor meget stress der
på onkologisk afdeling på en ganske almindelig tirsdag.
Og hørte den manglende empati
i kirurgens stemme, da hun fortalte mig, som nummer fem den dag, jeg havde
kræft.
Så ja, Kræft er en led satan,
og den fortjener kamp til stregen. Det er der vi kommer ind i billedet. Lad os
alle gå og løbe ud og vise kræften, at vi ikke har tænkt os at give op!
Tak fordi I lyttede. Hvis I
vil læse mere om mit forløb, er I
velkomne til at gå på nettet og læse min blog: kræft, trit og retning.
Tak
Ingen kommentarer:
Send en kommentar